Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders
Herman Bang
Kjøbenhavn
1883.
Nu var Thorsholm alt, hvad Maag'erne havde tilbage. Før havde skiftevis
en Jens og en Jørgen Maag—de to var Slægtens Yndlingsnavne—fra
Thorsholm af eiet og styret over Landet fire Mil i Omkreds lige til
Fjorden, og Ætten havde hørt til de rigeste i hele Jylland.
Syg efter Ære havde Slægten altid været, og ydre Glands elskede de.Sønnerne holdt til ved Hove, og Døtrene fik bestandigt stort Gift. Ogsaatil Udlandet drog de—de yngre Børn—og man havde ofte hørt Ry af dembaade paa Valpladser og i Hofsale.
Kun to af Slægten var det gaaet ilde.
Erik var den ene. Høit var han steget i Gunst ved det fjerne Hof, hvorhan havde slaaet sig til Ro efter mange Eventyr, saa høit, at Landetstyredes mer af ham end af Kongen selv. Men saa en Dag styrtede handybt: Øxen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget.
Den anden var en Kvinde.
Ellen Maag var saare smuk med Slægtens krusede Mund og store tungsindige
Øine.
Velhavende var hun ogsaa—Maagerne var endnu rige—og Ellen havde haft
Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende
hjemme. Saa hændte det en Sommer—da Jomfru Maag var tredive Aar—at
Kongens yngste Søn paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Besøg paa
Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa
Gaarden i fjorten Dage.
Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter Gæstebuddet gikJomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens detmørknede. Saa, naar Natten faldt ind, og Gæsterne søvnigt brød op fraDrikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundetunder Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung.
Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante
Gang, og Sommer blev Høst, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes.
Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst
lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes
Lig i Graven.
Disse to var de Maagers Slægtsagn.
Men forfængelig og pragtsyg havde hele Slægten været og en egen Tørsthavde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke inoget. Derfor kom der ogsaa Tider, hvor det gik tilbage med Ætten: snartbortsolgtes en Skov, snart afhændedes et Stykke Jordegods, for stortskulde det stadig være paa Thorsholm.
Christen Maag ødte Resterne. Det gik saa galt, at han solgte GaardensKobbertag for at skaffe Penge til sine Daarskaber dernede i Versailles,og da han kom hjem, lidt før den store Revolution, var han en forarmetMand. Hans franske Tjener, en ung Knægt, som han havde fisket i Paris,og som forstod lige godt at bage Omeletter og at pudre et Haar, tættedefor Vinduerne i det østre Taarn: og han polstrede Væggene med alleHusets gamle Tæpper—Maag var blevet svært kuldskær i Udlandet—ogpakkede ud en Mængde Billeder af nøgne Hyrdinder, som sov paaSilkepuder, eller legede letfærdigt med Hyrder. Saa levede da Maag medJacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bagde polstrede Vægge med de kælne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar.
Men da de franske So