Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders
Herman Bang
_Hvad jeg vil fortælle paa disse Blade, er i Brudstykker et LivsHistorie. Og jeg vil fortælle det, uden at bekymre mig om, hvorvidt,hvad jeg fortæller, bliver skønt siler ej, eller om det vækker—entenGraad eller Latter.
William Høgs Liv synes mig levet til Advarsel; derfor har jeg nedskrevetden Ulykkeliges Levnedsløb._
"Haabløse Slægter" udsendes i dette Bind for tredje Gang—akkurat fem ogtyve Aar efter sin Fremkomst.
Bogen har haft sin Skæbne, som man siger, at alle Bøger har. Den førsteUdgave blev udsolgt paa Grund af en offentlig Anklage. Den anden Udgaveforblev usolgt paa Grund af den samme Anklage, som i mange Aar fjernedemig fra Bogkøbernes Skabe.
Til sidst var der vel ingen mer, som troede, at alle de støvede Bogbunker "Haabløse Slægter" nogensinde skulde flyttes fra ForlæggerensLoft uden som Makulatur.
Alligevel gik det anderledes.
For en ti-tolv Aar siden huskede Menneskene pludselig den gamle Roman,som hed "Haabløse Slægter". De ikke blot huskede den. De spurgte endogderes Boghandler, om den endnu var at faa til Købs. Og lidt efter lidtsvandt Bunkerne paa Loftet, til der slet ikke var flere "HaabløseSlægter" tilbage.
[Fodnote *: Til 3die Udgave, der udkom 1905 paa det SchubotheskeForlag, den sidste Udgave Bang selv besørgede og som han kaldte den"endelige", skrev han dette Forord.]
Det Schubotheske Forlag har ment, at en Bog, der har haft en Lod somdenne: at være længe glemt for igen at blive husket—at den Bog harforsvaret sin Plads mellem de Bøger, som vil leve en Stund endnu.
Den udsendes altsaa atter.
Meget har jeg ikke rettet i den. I mine andre Romaner bliver jeg ikketræt af at file og "gøre bedre". Men i "Haabløse Slægter" nytter detsaamæn ingen Ting. Den er nu en Gang saa god og saa daarlig som den er.At eftergaa "Stilen" er umuligt. For Bommerterne er vist altfor mange.At eftergaa selve "Bogen" er ligesaa umulig. Den vilde sikkert kun bliveringere, hvis et ældre Menneske gav sig til at gaa i Rette med, hvad etungt Menneske skrev—fordi han følte det.
I "Haabløse Slægter" er det Pulsslaget der maa redde Værket. Den haringen Adkomst til at leve endnu, hvis ikke dens Pulsslag endnu levendekan fornemmes.
Herman Bang Marienlyset, August 1905.
Det var en gammel Slægt, graa af Ælde i Landet. Stamtavlen fortalte, atden en Gang havde haft Forleninger baade paa Fyn og Sjælland og iJylland, men det var rigtignok længe siden, og i de sidste ParHundredaar var det gaaet tilbage med Storheden. Familien levedeubemærket, nogle drev Handel, andre drev Haandværk, der var vel ogsaastudérte Folk imellem, thi Slægten var stor; men intet ragede op, altvar det ganske middelmaadigt og stilfærdigt. De fleste havde velendogsaa glemt deres store Stammenavn.
Men henimod Slutningen af det forrige Hundredaar kom en enkelt Gren af
Ætten til Kræfter.
Det var som Jurister, denne Linie udmærkede sig: dens Medlemmer svangsig op til de højeste Poster, høje Titler og Kors fra alle Lande blevatter Attributer til Navnet. Det var strenge, viljehaarde Mænd, somforstod at arbejde, og som vidste, hvad de vilde. De sk